IMG_0911

Kender du det der med at være utålmodig? Ubehagelige følelser af vrede, mindreværd, jalousi og håbløshed, der gnaver indeni og den indre stemme, som kværner: ” Hvorfor er du ikke nået længere?”, ” Hvorfor har du ikke flere resultater?”, ” Hvorfor går det ikke hurtigere?” Nogle gange er det som om, at når vi mennesker først har set visionen eller drømmen for vores indre blik, så kan det virke helt plat at skulle gå vejen. Vi glemmer, der oftest skal tages mange små skridt i en bestemt retning.

Når vi ser andre, der har succes, så kender vi ikke historien bag successen. Vi ved ikke, hvor mange gange de har måtte justere kursen, har trænet det samme igen og igen eller har lært af deres fejltagelser. Når vi ikke kender historien bag, kommer mange af os til at lave fejlagtige sammenligninger. Vi sammenligner andres menneskers ydre resultater med vores egne indre oplevelser og følelser. Det er ligesom, at sammenligne pærer med bananer. Der er ingen logik og ingen sammenhæng. Alligevel kan de fleste af os ikke lade være med at drømme om et quick-fix. For eksempel,  når vi møder en ven, der har tabt sig en masse kilo. Forventningsfuldt spørger vi: ” Hvad gjorde du? ” og håber i vores stille sind på, at hun siger – ” Ja, jeg fandt mirakelkuren , det var supernemt og jeg skulle ikke ændre noget som helst i mit liv!”. Fordi vi glemmer, at der er en vej at gå og læringen på vejen.  At der er ting, der skal afprøves, valg og fravalg der skal tages og erfaring der skal samles.

Jeg har selv været der, hvor jeg helt glad forventede,  at min forretning ville vokse på rekordtid. Hvor jeg forventede at det, som andre mennesker måske har været 10 år om at bygge op,  ville jeg kunne skabe på en eftermiddag og det var bare et spørgsmål om, at tro på det. Jeg blev grebet af drømmen om at quickfixe og fik meget dyrekøbt erfaring med mig. Mest fordi jeg glemte at lytte til mine personlige behov og troede, at jeg skulle gøre som andre. Jeg slog den indre navigator fra og lukkede ned for intuitionen.

Med tiden er jeg blevet klogere. Jeg har lært at lytte til mine behov og til min intuition i alle aspekter af mit liv. Jeg har forstået, at det gamle ordsprog med at “Øvelse gør mester” ikke er så tosset endda. Kald mig gammeldags eller småttænkende. Idag tager jeg et skridt ad gangen og det virker! Faktisk kan jeg netop i disse dage kigge tilbage og konstatere, at jeg nu har kunnet leve ganske fint, som selvstændig, det sidste år. Og det gør mig glad og varm indeni.

Jeg har stadig vildt mange ideer og drømme. Og jeg går efter dem. Jeg gør det bare et skridt ad gangen. Og jeg mærker efter, hvad der er vigtigst ligenu. Måske kender du også det med at dømme dig selv ude, fordi alt det du drømmer om ikke kommer hurtigt nok til dig? Så kan jeg virkelig anbefale dig at mærke efter indeni. Lytte til din indre stemme og din intuition. Acceptere, der hvor du er nu og hvad dine vigtigste behov er. Mærke efter, hvilke bittesmå skridt du kan starte med at tage allerede idag for at skabe små ændringer.

Rigtig god uge til dig 🙂