juni lavendler

 

Jeg har gået i godt et års tid og spekuleret på, hvad der var i vejen. Jeg har på mange måder et godt job med stor frihed. Men det er ikke godt nok. Det rykker ikke rigtig. Jeg har gået med følelsen af at jeg “bare lige” var i en bølgedal og at jeg bare skulle tage mig sammen for at komme op igen. Gennem de sidste 3-5 måneder er jeg mentalt begyndt at bevæge mig i retning af at jeg nok skal væk og finde på noget nyt, men jeg famler i blinde. 

Jeg mister stille og roligt mere og mere af min motivation, mit drive, min lyst, føler mig handlingslammet og ved ikke, hvad jeg skal gribe i for at komme videre. Min tristhed og min dårlige samvittighed forlader ikke min krop, når jeg kører hjem fra arbejdet. Det smitter efterhånden af på mit engagement i min fritid, på mit generelle humør og dermed også min mand og mine børn, som jo er det vigtigste for mig.

Sådan skrev en kvinde til mig. Kan du genkende beskrivelsen? Det er tegn på at du er havnet i en meningskrise. Meningskriser kan du læse mere om HER. Meningskriser eller eksistenskriser opstår, når livet kalder på at det er tid for os til noget andet.

Vi begynder at tænke over spørgsmål som:

Hvorfor er jeg her?

Hvad er meningen med (resten af) mit liv? 

 

Livsfaser

Smerten opstår fordi vi har modstand på forandring og fordi vi ikke har lært at livet består af livsfaser. I naturen ser  vi fire naturlige faser: om foråret sår vi frøene (tanker, ideer, drømme, visioner), om sommeren nærer vi planterne, så de kan vokse og gro (inspireret handling hen mod drømmen og målet),  om efteråret kan vi høste frugterne (målet, resultater og drømmene nås). Herefter trækker alt i naturen sig sammen i vinteren og forbereder sig til næste cyklus. Der skal restitution, pause og refleksion til får at kunne starte forfra. Inde i os sker de samme processer – både i mindre og større skalaer. På samme måde afslutter vi faser i vores liv: skilsmisser, børn der flytter hjemmefra, arbejdsområder vi er færdige med.

Meningskriser

Vi havner ofte i en meningskrise – livskrise eller eksistenskrise, når vi afslutter en større livsfase. Årsagen til at det gør så ondt findes i vores egoer. Vores egoer er sjældent glade for forandringer. Så på den ene side er der en større del inde i dig: din sjæl, din essens, dit højeste selv, dit hjerte – som kalder på forandringer. Du mærker din intuition, der taler til dig. På den anden side står dit ego og stritter imod: Jeg ved hvad jeg har, ikke hvad jeg får. Hvem er jeg hvis jeg ikke er den jeg plejer?  Vores ego er tryghedsøgende. Vores ego er så bange for at give slip. Det fortæller os om frygten for det ukendte. At det er farligt at afslutte. At det er mest at blive i det kendte. Egoet bryder sig ikke om tomhedsperioder og ukendt land.

Tomhed og usikkerhed

Men hvad nu hvis lykken og meningen er på den anden side af tomheden og usikkerheden? Det er en illusion at du mister alt og skal starte forfra. Det er den lille bange stemme indeni, som ikke tør træde ud i det ukendte land. Og hvis du så indvilger i at træde ud i det ukendte – hvad skal du så gøre? Her spænder egoet ofte ben igen. For du skal gøre noget andet end du plejer for at skabe nye muligheder. På en måde skal du genopfinde dig selv og tillade nye sider at komme frem i dig. Se på dine talenter og dine inderste drømme på i et nyt lys.

Hvad kan du gøre:

Accepter tomheden og tillad dig selv at have de følelser du har

Giv dig selv en pause og plads til at trække vejret

Vend frygten til nysgerrighed

 

Talenter og behov du ikke vidste at du har

En meningskriser kan åbne op for talenter, du ikke vidste at du havde. Når vi genopdager nye sider af os selv opdager vi også helt andre behov. Måske er det netop noget helt andet, der skal til for at du blive glad og tilfreds. Jeg har altid set mig selv som teamplayer. Derfor havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville stortrives alene i min egen virksomhed. Jeg troede at jeg tog hånd om mine egne behov ved at starte virksomhed med en anden. Men det viste sig jeg at det, som jeg havde jeg behov for, var at udvikle min egen virksomhed på egen hånd. Jeg havde aldrig kunne regne ud på forhånd, at jeg ville komme til at elske mit arbejdsliv så meget, som jeg gør idag. Jeg ville simpelthen ikke have haft fantasien om, hvad der i virkeligheden skulle til. Set i bakspejlet kan jeg se at det var mit naturlige næste skridt. At stå med min egen virksomhed og med en håndfuld dejlige samarbejdspartnere, som tager sig af de opgaver, som ikke er i min genizone. Så jeg selv kan koncentrere mig om det jeg er bedst til og elsker at arbejde med. Så jeg vil forsat forbeholde mig retten til at overraske mig selv. Jeg ved at nysgerrighed kan være nøglen til dyb mening og løsninger, som nærer mig dybt indeni.

Hvis du kender nogen, der kunne have glæde af dette indlæg, så del meget gerne på facebook og LinkedIn.

Hvis du har lyst til at få mere inspiration hvordan du kan skabe en meningsfuld karriere og få succes i (arbejds)livet, så kan du melde dig til mit nyhedsbrev på www.nannaagerlin.com– eller like min facebook side klik HER 

Du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide, hvordan jeg kan hjælpe dig.

God sommerferie – næste blog kommer den 8/8 – hav det godt så længe!