IMG_1195

 

Dine følelser er en af dine vigtigste redskaber til at lytte til din intuition. Dine følelser kommunikerer nemlig dine behov meget tydeligt. Men du skal være opmærksom på dit humør og dit energiniveau, når du tolker dine følelser og de tankemønstre der følger efter.

Egentligt er det meget enkelt. Hvis du er tilfreds eller glad kan du stole på dine følelser og de handlinger du bliver inspireret til. Hvis du er træt, ked af det, vred, mismodig, tvivlende etc. kan du ikke stole på det dine følelser fortæller dig. Så er der lukket ned for din evne til helhedstænkning og derved din evne til at se muligheder.

Det er nok derfor vi har gamle ordsprog som: ” At sove på en beslutning”. Ubevidst har vi altid vidst, at det er smartest at tage vigtige beslutninger, når vi er veludhvilede, mætte og tilfredse.

Hvorfor kan vi ikke stole på vores følelser og det de fortæller os, hvis vores energiniveau og humør er lavt? Tænk på et lille barn, som er træt, sultent, vredt eller ked af det. Hvad har barnet brug for? Typisk vil det være mad, søvn, omsorg og kærlighed. En lille pause fra det hele. Sådan er det også med vores indre børn. Vi har alle indre børn, der kan være trætte, sultne, vrede og kede af det. Men de færreste af os har lært at lytte til vores indre børn. Vi har lært at “vi skal tage os sammen” og at ” vi godt kan klare det”. Så derfor tager vi en kop kaffe, et stykke chokolade og knokler derud af. Alt imens der indeni sidder et lille barn, som har brug for omsorg og hvile.

Når vi ikke lytter til følelserne i første omgang falder vores energiniveau. Hele vores nervesystem svinger over mod flygt, kæmp og frys gear. Så kan vi ikke længere se klart. Så mister vi forbindelsen til vores intuition. Når vi mister forbindelsen til vores intuition kan vi kun høre vores gamle overbevisninger. Så kører hele vores system på autopilot. Den autopilot, der fortæller lange bange sange om, at verden er et farligt sted at være i. Når vi bliver pressede – eller presser os selv – begynder vi at opfatte verden omkring os meget mere negativt. Vi bliver styret af vores indre vrede og frygt.

Når mit energiniveau falder ved jeg efterhånden, hvad jeg skal gøre. Jeg chekker om jeg har dækket mine basale behov. Er jeg sulten, tørstig, træt eller har jeg brug for en pause? Har jeg brug for frisk luft og motion? Har jeg tilladet nogle overskride en grænse? Ofte er vores behov, så basale og banale, at vi moderne mennesker ikke tager det alvorligt. Egentlig burde det være grundviden for alle mennesker, at når vi begynder, at mærke humøret falde, så ville vi forstå det som et tegn på, at der er et behov vi ikke har taget hånd om. Vi er blevet så dygtige til at behovs-udsætte, at vi har mistet store dele af vores evne til at lytte indad. Det er godt at kunne behovs-udsætte, både på arbejdet og som forældre. Men det er ikke meningen, at vi skal behovs-udsætte konstant. Det er en evne, som kan bruges, når der virkelig er behov, ikke som en permanent livstil.

Jeg tager ikke store beslutninger, når jeg kan mærke at mit humør er under tilfredshedsniveauet. Så venter jeg til at mit energiniveau og humør igen er oppe på tilfreds eller derover. Så ved jeg nemlig, at jeg atter har adgang til mine frontallapper i hjernen. Mine stress-hormoner er faldet til et normalt niveau. Så kan jeg atter se klart og tænke komplekst. Så kan jeg stole på, hvad mine følelser fortæller mig, fordi der ikke længere er et indre barn som er vred, bange, sulten, træt eller ked af det.

Jeg har god erfaring med hvad mit indre barn siger, når hun er presset. Så hvis jeg ikke har lyttet til mig selv i tide og jeg pludselig høre gamle velkendte negative tankemønstre, så er det for alvor et tegn til mig selv om at stoppe og dække mine behov. Så er det tid til at lytte efter inden det hele for alvor køre af sporet og stoppe den negative spiral nedad. Derfor kan jeg på alle måder anbefale dig at lære dine negative overbevisninger og negative tankemønstre at kende. For de sætter ind, når du på en eller anden måde er presset. Og det er tegn på, at du for alvor skal tage dig selv alvorligt og lytte til dine behov.