blog3

Jeg læste fornyligt et sted, at de tre vigtigste ord vi kan bruge for at undgå stress er ” pyt, nej og hjælp”. Jeg mener også, at det er tre af de vigtigste ord vi kan bruge til at forvalte vores energi i perioder med forandring. Jeg tror på, at livet er cyklisk ligesom naturen. Der er perioder med stilstand og perioder med flow. Perioder, hvor det hele bare kører og andre perioder, hvor det hele føles lidt svært. De svære perioder er ofte der, hvor vi bliver utålmodige og dømmer os selv hårdt. Vi vil så gerne kontrollere processen og ” regne den ud”. Men hvis vi stedet kan se på os selv med kærlige øjne og have tillid til livet som læringsproces, så bliver forandringerne langt lettere.

Jeg har set så mange mennesker dømme sig selv så hårdt, når tingene ikke går ligesom de havde tænkt sig. Jeg har også gjort det selv i perioder og det virker bare ikke. Det er så ukærligt, at skælde sig selv ud, når tingene i forvejen er svære. Ofte er det desværre sådan, at når vi har allermest brug for kærlig omsorg fra os selv, så er det, at vi for alvor skælder ud på os selv. ” Hvorfor så jeg det ikke komme”, ” Åh, hvor er jeg dog dum, at jeg er havnet i denne situation”, ” Jeg må virkelig være et dårligt menneske, at jeg har tiltrukket det her! ”. Når vi taler sådan til os selv, er det ligesom at trække bundproppen ud af badekarret indeni. Vi dræner os selv for energi og kan slet ikke se klart midt i alt fordømmelsen. Og så begynder vi at finde fejl ved alting. ” Jeg tiltrækker bare så meget dårligt, det er derfor, at jeg smadrede en kop”. Vi dømmer os selv mere og mere med den konsekvens, at energien falder og falder og der opstår mere og mere kaos. Vi er ude en negativ spiral og så gælder det om at stoppe op og holde pause. Når det sker for mig – og det gør det efterhånden heldigvis sjældent – så tænker jeg på, hvad jeg ville sige til et lille barn. ” Pyt det gør ikke noget, at du smadrede koppen, nu har du lært at du ikke skal stille koppen yderst ved kanten” og så gør jeg noget, som jeg ved bygger min personlige energi op; går en tur, går i seng, putter ind til min mand eller taler med en god veninde. Når jeg så har fået mere energi kan jeg kigge på, om der er noget jeg skal tage ansvar for at ændre i mit liv eller om der er noget, hvor jeg se anderledes på tingene. ”Pyt” kan være meget kærligt og godt så længe vi tager læringen med: ” hvad kan jeg lære af dette”. Det er meget mere opbyggende, at se på hvad læringen er i en situation, end at dømme sig selv ude som forkert og en fiasko. Og hvem ved i øvrigt om en situation er god eller dårlig set i det store perspektiv? Rigtig mange succesrige mennesker tjener penge på det, som de selv engang har haft store udfordringer med. De har taget læringen med og giver det nu videre til andre.

Jeg hørte engang et eventyr, som jeg synes opbygger tillid og ro til at kunne sige ” pyt”, selv, når alting ser mest sort ud. Du får det her:

Alt er præcis, som det skal være!

Der var engang en konge i et fjernt land. Denne konge havde en tjener. Tjeneren var meget trofast og pligtopfyldende. Men han havde for vane at sige “alting er præcis, som det skal være”, lige meget hvad der skete, og det fandt kongen umådeligt irriterende. En dag var kongen ude og ride på sin bedste hest. Pludselig kom en stor slange ud på vejen foran hesten. Hesten blev forskrækket og stejlede, så kongen faldt af hesten. Uheldigvis sad kongens fod fast i den ene stigbøjle, og han blev derfor slæbt hen ad vejen efter hesten, som galoperede af sted i panik.

Kongens trofaste tjener, som altid var ved kongens side, var også med på denne tur, og han red alt, hvad han kunne efter kongen for at komme ham til undsætning. Efter et stykke tid knækkede stigbøjlen, og kongen blev liggende på vejen. Hurtigt var tjeneren ved hans side for at hjælpe. Kongen havde meget ondt i foden og bad tjeneren tage hans støvle af. Tjeneren tog støvlen af. Kongen turde ikke selv kigge ned på sin fod, da det gjorde så forfærdeligt ondt. Derfor spurgte han tjeneren, hvordan det så ud. Tjeneren svarede: “Alt er præcis, som det skal være, men du har mistet din storetå”.

Kongen blev rasende over, at tjeneren kunne finde på at sige, at alt er præcis som det skal være i denne tragiske situation. Derfor befalede han, at tjeneren skulle kastes i fængsel, for han ville aldrig se ham mere. Månederne gik, og kongen lærte at gå på sin fod uden sin storetå. Ind imellem tænkte han på tjeneren men kunne mærke, at han stadig var vred. Så kom en dag, hvor kongen besluttede at ride ud til alle afkroge af sit kongerige. På denne rejse kom kongen vidt omkring. På et tidspunkt kom kongen til en kæmpe skov. Langt inde i skoven blev kongen og hans følge overfaldet af en vild stamme. Alle blev taget til fange og bragt ind til de vildes landsby. I landsbyen gjorde de vilde klar til en kæmpe fest. Kongen blev bundet til en pæl uden tøj på. Skrækslagen så kongen de vilde danse rundt og tænde op under en kæmpe gryde. Det gik op for kongen, at dette var kannibaler, og at de nu ville ofre ham! Da så kongen, at den vilde stammes høvding kom hen imod pælen, hvor han stod bundet. Høvdingen havde en kæmpe kniv i hånden, og kongen troede nu, at hans sidste time var kommet!

Der skete imidlertid noget meget mærkeligt. Høvdingen fik øje på kongens fødder og så, at han manglede den ene storetå. Vredt skar høvdingen rebene, der bandt kongen til pælen, op og bad ham om at gå. Fordi kongen manglede den ene storetå, var han ikke perfekt, og derfor ikke værdig at ofre til guderne. Kongen skyndte sig ud af landsbyen og hjem til sit slot. Her fik han bragt den trofaste tjener op af fangekælderen og fortalte tjeneren hele historien. Tjeneren smilede til kongen. Da spurgte kongen: “Jamen er du da ikke vred over, at du har siddet i fangekælderen så længe?” “Nej”, svarede tjeneren, “For hvis jeg ikke havde siddet i fangekælderen, ville jeg have været ved din side, som jeg plejer og så ville høvdingen jo have ofret mig! … Så derfor er alt præcis, som det skal være!”. Kongen blev så glad for tjenerens vise ord, at han udnævnte ham til sin nærmeste rådgiver, og således blev det.