IMG_0485

Jeg har altid kunnet mærke, hvad jeg ville. Det har næsten altid været blandet med en frygt for, at blive holdt udenfor fællesskabet. Lige fra jeg var ganske lille har jeg været optaget af at tilpasse mig, så andre mennesker kunne lide mig. Jeg kan huske smerten i folkeskolen af, at føle mig anderledes og udenfor. Huske længslen efter, at være en af de populære, blandet med frygten for, at blive drillet og holdt udenfor, når jeg netop stillede med frem i lyset. Denne blanding af på den ene side at være ambitiøs og vide præcis, hvad jeg vil og så på den anden side frygten for, at blive afvist og udelukket, hvis jeg virkelig gik efter det, som jeg brændte efter, har jeg mærket hver gang jeg har taget skift arbejdsmæssigt. Frygten for at skille sig ud fra mængden kan være så stor, at det føles mere sikkert at blive i noget halvgodt.

Jeg husker tydeligt dengang, jeg valgte, at gå fra at være offentligt ansat ergoterapeut til, at være ansat i en hjælpemiddelvirksomhed. På den ene side var jeg lykkelig og havde fået job i præcis den virksomhed, som jeg ville. På den anden side var der denne her frygt for, at blive dømt ude af andre ergoterapeuter, fordi jeg nu arbejde med salg. Jeg brugte meget energi på, at forklare og argumentere for, at jeg stadig havde en høj faglighed. Der var ingen logisk grund til dette, mange af de dygtigste terapeuter jeg har mødt, er privatansatte. Følelserne tilhørte en lille pige inde i mig, som stadig stod i skolegården og var bange for at skille sig ud og blive holdt udenfor.

Jeg kan huske de samme følelser være på spil, de to gange jeg blev forfremmet. På den ene side havde jeg begge gange fået det præcis det, som jeg ville og på den anden side var en del af mig bekymret for, hvad kollegaerne nu ville sige. Smerten over ikke længere at være en del af flokken.  Faktisk oplevede jeg en kollega, som blev sur over, at nu var det –  igen – mig som fik de spændende opgaver. Min pleaser fik meget travlt med at glatte ud, forklare og komme med passende undskyldninger og forklaringer.

Da jeg valgte at blive selvstændig var det atter de samme følelser, som var på spil. ” Hvad ville andre mennesker ikke tænke?” Igen mærkede jeg denne indre frygt for ikke at blive elsket og udelukket af fællesskabet. Nu havde jeg ikke længere min gode titel til at vise, at jeg var god nok. Frygten for at det ville gå ude over min familie, når jeg nu gik efter det jeg virkelig brændte for. Dårlig samvittighed over at forlade kollegaer, som jeg holdt meget af. Jeg husker tydeligt for tre år siden til en familiefødselsdag, hvor jeg åbnede en flaske champagne for at fejre min beslutning om at blive selvstændig og min mor sagde: ” Åh nej, nu går I fra hus og hjem”.  Min mor er en dejlig mor, hun elsker mig og ønsker mig det bedste. Hun italesatte bare de følelser, som tit kommer på spil, når vi vælger os selv; skyld, skam og frygt for at svigte fællesskabet og blive forladt.

Når jeg kigger tilbage er det egentligt ret vildt, at jeg har gået efter det jeg ville, for det var krævet virkelig meget mod.  Min drivkraft har været min indre passion og følelsen af mening. Jeg måtte bare gå efter det, som føltes så rigtigt og spændende. Og jeg er glad for hver eneste beslutning, som har givet mig så mange spændende opgaver. Hver gang jeg har taget et karriereskift har mine talenter og min passion fået mere mulighed for at udfolde sig. Men det har virkelig krævet mod og givet mig en personlig erfaring i, hvad der skal til for at lave karriereskift.

I tidens løb var jeg mødt mange mennesker, som har fortalt mig om alle de gode grunde, de havde til ikke at gå efter drømmejobbet. For mange kvinder bliver børnene det gode argument for ikke at skifte job. Penge kan også være en  god grund eller tiden eller samfundet.  Alle disse grunde kan være meget logiske og helt relevante. Men jeg tror alligevel, at inden i mange mennesker sidder der små piger eller drenge, som er bange for at skille sig ud fra mængden, som er bange for ikke at være en del af fællesskabet længere. Derfor bliver historierne om, hvorfor vi ikke kan gå efter det vi brænder for så stærke. Frygten for at blive dømt uden er større end smerten over ikke at følge sine drømme og længsler.

Du kan prøve, at lægge mærke dine egne indre dialoger. Hvilke argumenter har du for at holde dig selv tilbage og hvilke følelser ligger der bag?

 

Jeg ønsker dig en dejlig uge!