Jul 2014 109

Vi lever i en verden med mange indtryk. Vi kan være på de sociale medier på alle tidspunkter af døgnet. Mange af os er aktive med arbejde, videreuddannelse, fritidsaktiviteter og socialt samvær. Vi er sjældent alene. Selv er jeg ofte ude og undervise for mange kursister en hel dag, jeg har klienter, hvor jeg bruger min opmærksomhed på at  være 100 procent tilstede, jeg har min familie med mand og tre børn, som jeg gerne vil være sammen med og lave en masse aktiviteter. Det er alt sammen dejligt, men for at kunne nyde det helt, har jeg lært, at jeg også har behov for alene tid. Tid til bare at være mig, uden afbrydelser og i nærvær kun med mig. Så det prioriterer jeg højt, også selvom det betyder, at jeg idag ser mine venner og anden familie mindre end jeg gjorde tidligere. Det er nemlig vigtig for mig, at have tid og ro til at mærke mig selv. I starten kunne jeg godt få dårlig samvittighed, når jeg sagde nej til socialt samvær. Jeg kunne også være bange for om jeg ville gå glip af noget. Men idag ved jeg, at det er det hele værd. Min alenetid og den øvelse jeg vil dele med dig her, gør at jeg er tilstede i mig selv og kan mærke mig selv, min intuition og hvad der er vigtigt for mig i mit liv. Den bruger jeg selv dagligt, den er enkel og kan tage alt fra et minut til at strække sig over lang tid i en meditation.

De fleste af os har ikke lært at mestre vores fokus og opmærksomhed. Det er simpelthen en muskel, vi ikke aner eksisterer! Og vores samfund og kultur har lært os, at have opmærksomheden uden for os selv: i fremtiden, i fortiden og ovre i andre mennesker.  Når vores opmærksomhed er uden for os selv, så er der ikke nogen hjemme til at mærke efter,  hvad der er godt for os. Du kan træne dig op til trække opmærksomheden hjem. Det er ligesom, at træne dine muskler, jo mere du træner, des stærkere bliver du. Det bliver lettere og lettere, så du vil kunne gøre det hurtigere og hurtigere. Når du går igang med denne øvelse, så prøv, at være så kærligt med dig selv, som muligt. Hvis der kommer en indre kritisk stemme op, som fortæller dig,  at du ikke kan finde ud af det eller at det ikke er godt nok, så slip den. Vær ved dig selv, som du ville være ved et lille barn, der skulle lære at gå de første skridt. Tal pænt til dig selv og giv dig selv lov til stille og roligt, at blive bedre og bedre for hver gang du laver denne øvelse.

Den store gevinst er, at når du lærer, at trække opmærksomheden hjem i dig selv, kan du for alvor begynde at mærke dine behov og ønsker. Du vil kunne mærke din krop, dine følelser, din intuition og  allervigtigst;  hvad der er vigtigt for lige netop dig for at skabe et meningsfuldt liv. Når vi får denne indre kontakt, kan vi bruge den som pejlemærke,  som vores indre navigator til at skabe det liv,  vi ønsker os i stort og småt.

Så her kommer den:

Første gang sæt dig ned i fred og ro. Træk vejret så dybt og frit du kan. Holde din ene hånd på dit bryst hvoran hjertet. Forestil dig, at du trækker vejret igennem hjertet. Giv dig god tid til at mærke, hvordan det føles. Prøv bare at observere, hvordan det opleves, at være inde i dig. Forestil dig, at du tager et dybt skridt ind i dig selv og mærk, hvordan det føles at være inde i dig. Hvordan er stemningen? Hvordan er det at være dig ? Mærk hvordan din krop har det – har den behov, du ikke har lyttet til?  Mærk hvilke følelser, der er i din krop og accepter dem uden at dømme. Læg nu mærke til, hvor du har opmærksomhed henne og træk den hjem. Træk opmærksomhed hjem fra andre mennesker,  fra dit arbejde og arbejdsopgaver,  fra fremtiden,  fra fortiden . Forestil dig, at din opmærksomhed er ligesom energitråde, som du har lagt ud og disse tråde kan du nu trække hjem en for en. Tag dig god tid til dette og udforsk din opmærksomhed. Mærk nu følelsen af, at være tilstede i dig selv med opmærksomheden hjemme. Nu kan din krop huske denne følelse og det vil være lettere at genkalde den for hver gang du gentager øvelsen.

God fornøjelse, det varer ikke så længe inden, at jeg indspiller denne meditation med musik, så du kan høre den igen og igen.

Hav en rigtig dejlig uge.