krokus

I weekenden skete det tragiske og forfærdelige i København. Mennesker mistede livet. Det er meningsløst og smertefuldt. Tilbage står pårørende og sørger. Men der er altid håb. For når sådanne hændelser rammer os, sker der samtidigt en modreaktion. Det er vigtigt, at vi lægger mærke til sammenholdet, bevidstheden og kærligheden, som også kommer frem, når det forfærdelige sker.

Min ældste datter strandede i indre by med en veninde lørdag aften. Der var afspærringer og pigerne blev rådet af politiet til, at gå ind på en cafe. Cafeen udvidede sin åbningstid. Bartenderen annoncerede, at nu var der fri bar til alle. Pludselig begyndte alle mennesker på cafeen, at tale med hinanden. Der blev tændt for en tv-skærm, så alle kunne følge med i, hvornår det blev muligt, at komme sikkert hjem. Min datter fortalte, at stemningen var helt speciel, folk blev interesserede i hinanden, talte sammen og fik et særligt sammenhold.

Senere på natten kunne pigerne tage en taxa hjem. Taxachaufføren var nødt til at køre en omvej, da der stadig var afspærringer flere steder i byen. ” I skal ikke betale ekstra, for I kan jo ikke gøre for at det halve af byen er afspærret” sagde taxachaufføren.

Næste morgen talte vi om det i familien. Om vores værdier i samfundet og om fællesskabet, vi indgår i. Om næstekærlighed og forskelligheder. Om at vi bor i en verden, hvor der sker forfærdelige ting, som vi for en hver pris skal forsøge at stoppe og undgå, at de sker igen. Men midt i dette, er der også mennesker, der viser næstekærlighed og hjælpsomhed. Jeg tror, at mange mennesker har oplevet meningsfulde samtaler de sidste par dage. I familien, med vennerne og på arbejdspladsen. Og måske også med fremmede på en cafe.

For når det meningsløse og tragiske rammer os, bliver vi bevidste om, hvad vi ønsker og hvad vi ikke ønsker. Hvilket samfund vi ønsker at leve i. Hvilke værdier, som er vigtige. Hvordan vi opfører os overfor hinanden. Vi bliver lidt mere opmærksomme, tager lidt mere hensyn.

Jeg er taknemmelig for de mennesker, som gav min datter husly og varm kaffe, da hun ikke kunne komme hjem. Jeg er taknemmelig for, at hun oplevede spontant sammenhold blandt fremmede mennesker. Og jeg er taknemmelig for, at hun oplevede generøsitet fra en taxachauffør midt om natten.

Jeg ser smerten og det tragiske. Men jeg ser også lyst og håbet. Jeg kan ikke lade være. Det er faktisk et af mine toptalenter, at være positiv. At se potentialet og muligheder midt i mørket. At se ressourcerne og mulighederne midt i det forfærdelige. Et talent som i mange år var forbundet med skam, fordi jeg har oplevet vrede og hån, som reaktion på dette talent. Jeg besluttede mig for, at skrue ned for det positive af frygt for at være for meget, for at blive kritiseret og lukket ude. Men det gør jeg ikke længere. For det er ikke meningen, at vi skal skrue ned for vores talenter. Det er meningen, at vi skal bruge dem til glæde for os selv og for andre.

Hvilke talenter har du skruet ned for? Og hvor kan du begynde at bruge dem igen?

Jeg ønsker dig en dejlig uge.