Fil-08-12-2017-13.06.03-e1512734968398.jpg

 

Selvom du har gjort alt det “rigtige”, så betyder det ikke nødvendigvis, at du er lykkelig og tilfreds.

Læs her om de tre vigtigste faktorer for at opnå autentisk og helhedsorienteret succes. Når jeg rådgiver ledere, selvstændige og konsulenter, arbejder vi altid med tre vigtige elementer:  at forstå vores genizone, kærlig selvledelse samt håndtering af ægte succes.

 

Forstå din genizone

Mange af mine klienter sidder allerede i jobs, hvor de er dygtige og har stor succes. Alligevel oplever de karrierekriser og er ulykkelige. Når de kommer til mig længes de efter noget andet, men kan ikke sætte ord på hvad det er. Det er altid dem selv de længes efter. Dele og sider af dem selv, som endnu ikke er i spil. Evner som de har lukket ned for. Flere har oplevet depressioner og stress. Men udefra ser karrieren virkelig godt ud. De er eksperter, ledere og virkeligt kompetente mennesker. Og er der alligevel den der smerte og savnet indeni efter noget andet.

Din genizone er det område arbejdsmæssigt, hvor du bruger dit fulde potentiale. Når du kender din genizone, forstår du, hvordan du kan sætte dig selv mere i spil i karrieren. Rent praktisk er det, når du samler dine talenter, din passion og din livserfaring indenfor et arbejdsfelt, som giver mening for dig. Du kan læse mere om hvordan du finder din genizone HER.  

Når vi arbejder herfra er vores arbejdsliv dybt meningsfuldt og vi kan lettest bidrage til verden og fællesskabet. Din genizone er din helt unikke sammensætning af talenter i samspil med din erfaring og passion. Vi kan sige at det er samlingen af alt det du har med dig i din personlige værktøjskasse.

Så vil du gerne stå lysende klart i dit lederskab eller i din forretning, så find din genizone. Er du selvstædig, så skal dine kunder forstå præcis, hvorfor de skal vælge dig. Og vil du gerne være en autentisk leder, så er du nødt til gang på gang at genskabe dig selv for at løfte dig selv til nye meningsfulde niveauer. Jeg tror, vi alle har det sådan, at vi helst vil arbejde sammen med eller købe ydelser hos mennesker, der arbejder udfra deres genizone. Så vil du opleve den dybe meningsfulde succes, så er der kun en vej; nemlig at finde din genizone.

 

Kærlig selvledelse

Størstedelen af mine klienter er ledere eller selvstændige, der selv er psykologer, terapeuter og rådgivere. Det er slående hvor mange mennesker i denne kategori, der er omsorgsfulde og dygtige til at tage sig af deres mearbejdere og klienter, men som kræver ufatteligt meget af dem selv. Hvordan har du selv? Ville du kræve det samme af dine medarbejdere eller klienter, som du kræver af dig selv?  Ville du tale til andre, som du taler til dig selv indeni?  Mange af os leder os selv,  på måder som vi aldrig ville udsætte andre mennekser for: Urimeligt lange arbejdsdage, få pauser, korte deadlines, for lidt styring og for hård kritik.

Hvis vi skal være istand til at hjælpe og lede andre  fra et godt sted, er vi nødt til at lære at passe på os selv. Jeg oplever mange ambitiøse ledere og selvstændige med store hjerter, som passer godt på alle andre end dem selv. Så hvordan vil du selv gerne ledes, så du får det bedste frem i dig? For at være den bedste version af dig selv, må du være villig til at lede dig selv udfra et medfølende og kærligt sted. Herfra vil du opleve en langt større livsbalance og ro. Ro i vores system giver overblik og overskud, hvilket giver mulighed for at have mere bæredygtige og helhedsorienterede visioner.

Håndtering af ægte succes

Mange af os drømmer om mere succes og store resultater. Men er du parat til eje successen og lykken, når den kommer? Hvor absurd det end lyder, så er  autentisk succes og ægte lykke svært at håndtere for mange af os.  En af mine klienter er CEO i en succesfuld virksomhed. Hun elsker sit arbejde, som er dybt meningsfuldt. Hendes største udfordring er at håndtere succes. Hun siger: “Jeg har været vant til at kæmpe, overleve og knokle derudaf. Men nu går det rigtig godt. Så jeg ved faktsk ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere al denne succes…” . Denne bevidsthed er guld værd. For hvis vi ikke bevidste om vores indre mønstre,  så kan vi for alvor begynde at lave selvsabotage i vores liv. Det lyder absurd, men det er mere almindeligt end vi tror. Så hvorfor er det sådan?

I de første tre år af vores liv har vi grundlagt stemningen i vore nervesystem. Vi har lært – mere eller mindre hensigtsmæssigt – at håndtere følelser. Både de svære følelser, som sorg og vrede, men også glæde og kærlighed. Vi har etableret en indre termostat for hvor store følelsesudsving vi kan kapere og håndtere. Derfor opleves det utrygt, når livet bliver for godt. lad os sige at nu går det rigtigt godt i  din karriere og du er landet på et godt niveau, hvor du virkelig trives.  Som en af mine andre klienter siger: “Når det går rigtigt godt og  jeg står stærkt og autenstisk i mig selv, kan jeg høre min mors stemme inden i, der siger at nu skal jeg ikke komme for godt i gang.” .

Hvis dit system ikke er gearet til at rumme højere niveauer af glæde og tilfredshed, så vil du spænde ben for dig selv. Begynde at skændes med din partner eller børn. Blive bekymret over noget unødvendigt. Igen tage for mange opgaver ind og miste overblikket etc… Det lyder absurd, men på et ubevidst plan søger vi for at få os selv tilbage på et niveau, hvor vi kan begrænse de postive følelser til et niveau, hvor vi igen kan rumme dem.

Det ligger også i vores kultur, at det ikke er velset at klare sig alt for godt. Bare tænk på ordsproget: ” Højt at flyve – dybt at falde” eller ” Det er koldt på toppen”. Mange af os har lært at det simpelthen ikke må blive for godt – der skal være en vis portion modstand og ballade for at livet føles trygt. Men min erfaring at det behøver ikke være sådan. Jo bedre du kender dig selv og dine egen reaktioner, jo bedre kan du rumme og håndtere hele følelsesspektret – både de postive og negative følelser – uden at komme i ubalance.  Du bliver mere robust til at rumme større udsving og dermed alt det livet indebærer.

Jeg er selv meget opmærksom på denne proces. Og jeg kender mine indre tegn på, hvornår jeg er ved at nå mit indre tilfredshedsloft. Mine tegn på at det går lidt for godt er typisk: Jeg bliver mindre nærværende, bliver lidt flyvsk, lytter ikke når andre taler og mister overblikket. Jeg kan nærmest have sådan en  ” Ud- af – kroppen – oplevelse” – som om at jeg forlader  min krop, fordi det er utrygt at være der – fordi det er blevet for godt.  Når jeg oplever dette, ved jeg at det er tid til at trække vejret dybt og komme tilstede i nærvær med mig selv, blive bevidst om at det er trygt at være glad og tilfreds.

Så hvordan har du det med succes? Hvad er dit reaktionsmønster? Kan du være i nærvær med alt det, der er godt i dit liv? Eller sker der altid et eller andet, så det alligevel ikke er så godt, som det kunne være?

Du er altid velkommen til at kontakte mig og høre om, hvordan jeg kan rådgive dig til at skabe en meningsfuld karriere og få succes i (arbejds)livet på info@nannaagerlin.com